Om stilstand og forståelse af tid
21.08.26
Kl. 14:45–15:30
Kunstnersamtale: alberte parnuuna og Laila Lund Altinbas
Den grønlandske kunstner alberte parnuuna (f. 1995) har med det audiovisuelle værk åndehul fra 2026 skabt det sanselige pusterum, hun selv havde brug for som reaktion på en verden i opbrud, en følelse af uro og informationsmæthed.
parnuuna vil i en samtale med kunsthistoriker og projektkoordinator hos Kunsthal Spritten Laila Lund Altinbas reflektere over forståelsen af stilstand, forandring og tid. parnuuna udforsker trangen til at blive ved med at bevæge sig fremad og frygten for hvad der sker, hvis man stopper op. Vi lever i en verden i konstant bevægelse, men hvilken betydning har det for os som mennesker?
Værket always moving fra 2026 vises kun til selve samtalen, mens åndehul kan opleves i teltet op til samtalen. Værkerne indbyder til at tage en dyb indånding og opleve parnuunas sanselige animerede streg i Kunsthal Sprittens planteindfarvede telt: If you have much, give of your wealth; if you have little, give of your heart skabt af den dansk-marokkanske billedkunstner Maria Nørholm Ramouk (f. 1991). Et rum, hvor der er tid til at sanse, tid til at være og tid til at reflektere.
Om alberte parnuuna:
alberte parnuuna ejer siorssuk visuals, hvorigennem hun arbejder som autodidakt visuel kunstner og 2D animator med base i København. åndehul har i 2026 været vist på Nuuk Kunstmuseum og KNIFE festival, mens den animerede kortfilm always moving i 2026 blev vist på Nordatlantiske Filmdage og er udtaget til filmfestivalerne OFF i Odense og Ācimowin Film Festival.
Tak til Nordjyllandsfonden og Aalborg Kommune for støtte til vores program på Kulturmødet 2026.
Arrangør: Kunsthal Spritten
Tid: Fredag d. 21.08 kl. 14:45-15:30
Tema: Forandringskraft / Norden
Foto: Filip Gielda